En gang om måneden tillader jeg mig selv at holde et fagligt frirum Det vil sige, at jeg ganske vist stadig er i den formidlende rolle, men hver gang handler det om emner, som jeg ikke før har talt eller skrevet om.
Det er ikke noget, jeg er ekspert i, men bare finder hamrende interessant at kaste mig over. Jeg elsker at researche. På den måde kan jeg også finde ud af, om det er noget, der interesserer andre og er værd at dykke mere ned i. Det svarer lidt til standuppernes “Open mic-aftener”.
Hvis du sidder og har en idé til et emne, jeg kunne kaste mit blik på, så sig endelig til.
Alle webinarer afholdes på Zevio, er gratis og kan både ses live og på replay.
Næste webinar
Løjer med Luhmann
Har du også revet dig i håret, mens du prøvede at forstå, hvad i alverden Niklas Luhmann prøvede at fortælle os? Bliv klar til sommerferien nu med lidt mere Luhmann i baghovedet.
Læs mere og tilmeld dig her.

Tidligere webinarer 2023
Menneskeskolen om “os og dem”
Se webinaret her:
Menneskeskolen om Pytknappen
Se webinaret her:
Organisationsforståelse på 30 minutter
Se webinaret her (37 minutter)
Tidligere webinarer 2022
21. September kl. 11.00: Menneskeskolen om Bruce Lees livsfilosofi (afholdt)
De fleste kender Bruce Lee som den filmstjerne, der førte kampkunst til USA. Både på lærredet men i den grad også i træningscentrene. Men de færreste ved, at det faktisk var som filosofistuderende, han kom til landet. Hele sit desværre kun 32-årige liv var han dybt optaget af sin tænkning, hvor han kombinerede Østen med Vesten, antikken med det moderne, praksis med teori.
Du har måske hørt videoklip, hvor han fortæller om at være som vand, at have den stilløse stil eller at al viden er selv-viden. Men hvad betyder det, og hvordan kan hans tanker bruges i dag 49 år efter hans død? Tommy Krabbe havde en blodstænkt Bruce Lee hængende på drengeværelse som så mange andre, men siden dengang har han studeret kampkunstneren, skuespilleren og filosoffen Bruce Lee gennem de mange kilder, der er dukket op gennem årene.
På en halv time kommer du lidt tættere på legenden, men især hans filosofiske tilgang til mennesket. Det kan ses uden foregående kendskab til kampkunst, actionfilm eller livsfilosofi.
Du kan se webinaret her:
11. Oktober kl 11.00: Menneskeskolen om nørder (afholdt)
”Du skal være god mod nørderne, for en dag vil du sandsynligvis arbejde for én”. Ordene kommer fra Bill Gates, der selv må siges at leve op til ordene. Man kunne tilføje, at du også kommer til at arbejde sammen med én, eller at de arbejder for dig. Måske er du endda selv én?
Tommy Krabbe er i hvert fald én, og det er han stolt af, ganske som han mener, at alle andre også skal være. For det har aldrig været lettere at være nørd eller mere brug for dem, men hvad vil det egentlig sige at være nørd, og hvordan er man god mod dem? Og hvis du tænker dig selv som nørd, hvordan kan du så få det lidt lettere med mennesker, der ikke deler din passion?
Alle er velkomne – uanset hvor på nørdeskalaen, de er.
Du kan se videoen her:
17. November kl. 11.00 : Menneskeskolen om fantasi (afholdt)
Man kunne tro, at fantasien kvæles den dag, vi tager slipset på, eller falder ned, når hælene bliver højere. Men i virkeligheden er den med os overalt. Den er i høj grad fundamentet i meget af det, vi gør. Når vi skal tale med et andet menneske, har vi i første omgang fantaseret til, at det kan betale sig at gøre det. Når vi kigger i mikroskopet, er det også fordi, vi har fantaseret os til, at vi vil opdage noget dernede.
Desværre kan den blive forbundet med noget barnligt – eller endnu værre: Noget uprofessionelt. Men det kunne jo være, at vi skulle omfavne og tage ejerskab over vores medfødte evne til at forestille os det, der ikke findes endnu.
Ved at se med risikerer du at opdage, at verden er langt større omkring dig, når webinaret er slut.
Du kan se videoen her:
14. December kl. 11.00 : Menneskeskolen om de store overvejelser
Når et år nærmer sig sin afslutning, begynder det at spire med hjernefrø, der kan vokse til de helt store overvejelser og ikke mindst afgørende valg i livet. Det kan være i forhold til arbejdet, fritiden eller privatlivet.
Selvom det jo er dine tanker, følelser og valg, kan det måske stadig betale sig at høste frugten af det overvejelses-arbejde, som andre har gjort før dig.
Gennem webinaret vil du blive præsenteret for nogle forskellige tilgange og pointer i forhold til at gøre sig de helt store overvejelser, men selvom vi skal op i helikopteren, er det stadig helt ned nede på jorden.
Som det altid gælder ved Menneskeskolens webinarer, kan alle være med.
Du kan se webinaret her: